dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
DK Debat

Over 100 forældre underskriver brev om uacceptabel adfærd på Odense-skole

Forældre på Agedrup Skole beskylder ledelse for ikke at handle tilstrækkeligt på grænseoverskridende adfærd.
19. FEB 2024 14.35

ODENSE: Over 100 forældre til børn på Agedrup Skole i Odense har mandag sendt et brev til flere myndigheder. Her udtrykker forældrene bekymring over en række hændelser på skolen. Det skriver Fyens Stiftstidende og TV 2 Fyn.

Ifølge Fyens Stiftstidende har 107 forældre skrevet under på brevet. TV 2 Fyn skriver, at der er tale om tre initiativtagere med underskrifter fra 113 forældre. Brevet er sendt til skolen, til undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) og Odense Kommunes Børne- og Ungeforvaltning.

Forældrene skriver i brevet, at Agedrup Skole har været en tryg skole tidligere. Men "normalen" har flyttet sig markant, lyder det ifølge Fyens Stiftstidende. De skriver ifølge mediet videre, at "uhensigtsmæssig, grænseoverskridende adfærd fylder meget i hverdagen og udfordrer undervisningen samt læringen".

Tæsk på fødselsdagen

Ifølge forældrene dækker den uacceptable adfærd blandt andet over trusler med kniv ned til 4. klasse og indtag af alkohol og euforiserende stoffer. TV 2 Fyn skriver også, at der på forældregruppens liste over konkrete tilfælde af uacceptabel adfærd er krænkelser af seksuel karakter samt vold og tæsk, i anledning af at børn fylder 11 år.

Forældrene skriver brevet, fordi de ikke oplever at blive taget alvorligt af skolens ledelse, skriver Fyens Stiftstidende. Forældregruppen oplever ifølge TV 2 Fyn lærerne som handlingslammede, trætte og frustrerede.

Ikke én dags bortvisning

- I det store hele oplever vi en konsekvensløs skole - en oplevelse, ledelsen selv bakker op om ved på forældremøder at minde os om, at "vi som skole ikke tror på straf". Vi ønsker selvfølgelig ikke en skole baseret på straf, men vi mener, at vi svigter alle børn, når de ikke lærer, at der er konsekvenser ved alt.

Forældrene hævder, at ingen af de oplevelser, som både børn og skolen selv ifølge forældrene har kommunikeret gennem det seneste par år, har "medført så meget som én enkelt dags bortvisning".

- Vi synes, at de nævnte eksempler langt overstiger, hvad der er acceptabel adfærd på en skole. Det har blandt andet betydet, at nogle børn ikke har turdet komme i skole, fordi de ikke har følt, at der er blevet passet ordentligt på dem, og de har oplevet, at det primære hensyn har været til dem med den grænseoverskridende adfærd, lyder det.

TV 2 Fyn og Fyens Stiftstidende forsøger at få en kommentar fra ledelsen på Agedrup Skole.

Odense Kommunes børne- og ungeforvaltning bekræfter at have modtaget henvendelsen fra forældrene samtidig med pressen. Skolechef i kommunen Nikolaj Juul Jørgensen ser på sagen med stor alvor.

- Vi er naturligvis interesserede i, at vores skoler er gode og tillidsvækkende. Det gælder for både børn, forældre og medarbejdere. Vi er i gang med at danne os et overblik over de rejste kritikpunkter, hvordan der er handlet på de konkrete punkter, samt ikke mindst hvad det måtte kalde på af handling den kommende tid, lyder det i en skriftlig kommentar.

/ritzau/

Red.: tilføjet afsnit 6-11.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.